Satellitkommunikationens historie kan siges at være begyndt i 1958, da den første kommunikationssatellit, SCORE, blev sendt op i en lav bane, hvor den i to uger udsendte båndoptagelser, bl.a. med den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhowers juleønsker.

I begyndelsen af 1960'erne gennemførtes de første tv- og telefontransmissioner mellem USA's øst- og vestkyst med Echo 1, en passiv reflektor i form af en ca. 30 m stor ballon af metalliseret mylar i en ca. 1000 km høj bane. I 1962 lykkedes det at sende op til 45 min lange tv-transmissioner over Atlanten vha. satellitten Telstar, den første satellit med aktive transpondere.

I 1963 blev det muligt at placere en lille satellit, Syncom 2, der blot vejede 39 kg, i en geosynkron bane. Efterfølgeren, Syncom 3, der var i en geostationær bane, bragte for første gang tv-transmissioner fra OL (Tokyo, 1964). Den første INTELSAT-satellit (Early Bird) blev sendt op i 1965; den havde en kapacitet på 240 telefonforbindelser eller ét tv-signal. I 1969 blev INTELSAT-systemet, som er udviklet af den internationale satellitorganisation, globalt dækkende med sine tredjegenerationssatellitter. Organisationen er i 1999 ved at forberede sin niende satellitgeneration, hvor hver satellit har en kapacitet på over 20.000 telefonforbindelser (100.000 digitalt komprimerede) samt et stort antal samtidige tv-kanaler.

Mens udviklingen generelt har været stærkt præget af USA, blev treakse-stabiliserede satellitter udviklet i Europa med satellitterne Symphonie (1974) og OTS (1978). Som et europæisk modspil til INTELSAT dannedes i 1977 organisationen (Interim) EUTELSAT, hvis første satellitter, ECS, var kommercielle udgaver af OTS.

Satellitkommunikation til skibe indledtes i 1976 med de amerikanske Marisat-satellitter og med etableringen af Inmarsat-organisationen i 1979. De første systemer havde kun en kapacitet på 10-30 kanaler pr. satellit, idet de skulle dække alle verdenshavene og benyttes af skibe med små antenner. Inmarsats anden- og tredjegenerationssatellitter har en kapacitet på hhv. ca. 300 og 3000 kanaler pr. satellit. Disse satellitter benyttes nu til alle former for mobil teletrafik til enheder på land, til søs og i luften.

De tre store satellitorganisationer INTELSAT, EUTELSAT og Inmarsat, der alle blev grundlagt som traktatbaserede, mellemstatslige organisationer, står i 1999 umiddelbart foran en privatisering.

Mange lande har ud over medlemskab i de internationale organisationer et nationalt satellitsystem. Desuden findes, især i USA, regionale satellitsystemer, som drives kommercielt med satellit-tv og internettrafik som hovedaktivitet. Det største privatejede satellitsystem i Europa er Astra (1999). Flere af de kommercielle satellitoperatører (PanAmSat, Orion, GE Americom) har efterhånden opbygget globalt dækkende satellitnetværk i skarp konkurrence med de tre store satellitorganisationer.

Muligheden for at drive satellitkommunikation uden om det etablerede telenet har haft en væsentlig betydning for afskaffelsen af telemonopolerne i 1990'erne.

Sovjetiske og russiske satellitter har, siden opsendelsen af den første sovjetiske kommunikationssatellit i 1965, især anvendt stærkt elliptiske baner, molnijabaner, hvor banens apogæum er placeret over 65° nordlig bredde. Banehøjden er afpasset, så satellitten i apogæum er næsten stationær over det ønskede område i op til otte timer, hvorefter en anden satellit tager over. Herved opnås dækning over områder, hvor geostationære satellitter ikke kan benyttes. Indtil 1999 var der opsendt 157 molnija-satellitter. Siden 1975 har Sovjetunionen og Rusland også opsendt geostationære kommunikationssatellitter (Ghorizont). I 1971 dannede Østblokken en satellitorganisation, Intersputnik, som modstykke til INTELSAT. Intersputnik havde 22 medlemmer i 1997.

Der er i 1990'erne udviklet adskillige nye systemer til lave baner med mange (op til 288) satellitter i hvert system, de såkaldte LEO-systemer (eng. Low Earth Orbit). Nogle af disse (Iridium, Globalstar, ICO) er smalbåndssystemer beregnet på global GSM-lignende telefoni. Andre skal levere globale bredbåndsforbindelser (10-100 Mbit/s) til virksomheder og individuelle pc-brugere (Teledesic, Spaceway, Skybridge) specielt i forbindelse med Internettet.

Radioamatører har siden 1961 konstrueret små, men effektive satellitter (OSCAR, eng. Orbiting Satellite Carrying Amateur Radio), som er blevet sendt op som sekundære, gratis "passagerer". Disse satellitter anvender frekvensbånd, der er tildelt radioamatører, primært omkring 145, 432 og 1296 MHz.

Den Internationale Telekommunikations Union, ITU, er ansvarlig for koordinering af kommunikationssatellitterne, som pga. det stigende behov for kapacitet placeres meget tæt ved hinanden. Positionen må højst afvige 0,05° fra den tildelte placering. Flere satellitter kan placeres på samme nominelle position, når de blot ikke benytter samme frekvenser. Desuden placeres de geostationære kommunikationssatellitter i visse områder og i stigende omfang 2° fra hinanden. I alt var der i 1999 placeret mellem 200-300 kommunikationssatellitter i den geostationære bane.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig