Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pålidelighed

Oprindelig forfatter Hede Seneste forfatter Redaktionen

pålidelighed, inden for videnskabsteori d.s.s. reliabilitet. Inden for kvalitetsstyring beskriver pålidelighed et systems (fx et elektronisk apparats) evne til at fungere efter hensigten i en forventet periode. Høj pålidelighed betyder stor driftsikkerhed med et minimum af fejl og reparationer. Et systems pålidelighed afhænger af mange faktorer, fx den fremstillingsmæssige kvalitet, og i hvor høj grad de indgående dele udnyttes til grænsen for deres formåen og driftsmiljøet. Mht. driftsmiljøet er det navnlig temperaturen, der har betydning for elektroniske komponenter. En forøgelse af omgivelsestemperaturen på 5-10 °C kan reducere pålideligheden med en faktor 2.

En række parametre benyttes til at beskrive pålidelighed, bl.a. fejlhyppighed, middeltid mellem fejl (MTBF), middeltid til fejl (MTTF) og forventet livslængde. Når der fx for en energisparepære opgives en levetid på 8000 timer, er det et udtryk for MTTF-forventningen. For mange systemer vil fejlhyppigheden variere med tiden efter den såkaldte badekarskurve: Nye systemer har høj fejlhyppighed pga. tidlige fejl i enkelte af de indgående komponenter; herefter følger en stabil driftsperiode med ringe fejlhyppighed, hvorefter denne sluttelig vokser igen, når systemet ældes. Pålideligheden kan øges ved redundans, dvs. med parallelle systemdele, der sikrer fortsat drift, hvis en enkelt del fejler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hede: pålidelighed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147584