binærsignal

Binærsignal, elektrisk eller optisk datasignal, hvor hvert datasymbol kun kan antage to forskellige værdier. Et binærsignal er kendetegnet ved måden, hvorpå de to signalværdier repræsenteres (amplituder, faser m.m.), samt datahastigheden, som måles i bit per sekund (b/s). Et typisk binærsignal består af en strøm af elektriske spændingsimpulser, hvor impulserne kun har to mulige amplituder, fx 0 V og 1 V. Binærsignaler benyttes til at behandle og transmittere data udtrykt på binær form, dvs. som tal, der kun indeholder cifrene 0 og 1. I et elektrisk binærsignal svarer fx stor impulsamplitude til 1 og lille impulsamplitude til 0. Et binærsignals to værdier kan også udgøres af to forskellige signalfrekvenser eller -faser eller to strømamplituder.

Binærsignalers simple struktur gør dem særdeles velegnede til elektronisk behandling, idet de elektroniske kredsløb kun skal behandle to tilstande, repræsenteret ved fx ledende og ikke-ledende transistorer. Derfor foregår så godt som al elektronisk databehandling med binærsignaler.

Binærsignaler benyttes endvidere i stor udstrækning til håndtering af signaler, som er analoge af oprindelse, men er konverteret til binært format med fx A/D-convertere. Eksempler herpå er digitale telefonkanaler og digitale radio- og tv-programmer.

Ved datatransmission i fx telenet eller via satellitforbindelser er binærsignaler også velegnede, idet modtageren kun skal detektere, hvilken af de to mulige signalværdier der bliver transmitteret på et givet tidspunkt. Dette er en simplere opgave end at detektere fx den præcise amplitude af et modtaget analogsignal.