Faktaboks

Reginald Fessenden

Reginald Aubrey Fessenden

Født
6. oktober 1866
Død
22. juli 1932

Reginald Fessenden var en canadisk-amerikansk radiopioner, professor i elektroteknik ved Purdue University og senere ved University of Pittsburgh, hvor han arbejdede med trådløs kommunikation. Han forlod universitetet i 1900 for at eksperimentere med radiotelegrafi og -telefoni og opfandt til formålet amplitudemodulation (AM) og heterodynprincippet (se heterodynmodtager). Fessenden lod General Electric Company udvikle en 50 kHz vekselstrømsgenerator, som i 1906 muliggjorde den første radioudsendelse af tale og musik over større afstande. Samme år etablerede han tovejs trådløs telegrafi mellem USA og Skotland.

Fessenden er også blevet krediteret for opfindelsen af radiokompasset, ekkoloddet, udstyr til undervandssignalering og et turboelektrisk drev til slagskibe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig