Videobåndoptager, elektromagnetisk apparat til optagelse og afspilning af billede og lyd på magnetbånd (spole- eller kassettebånd). Optagelse sker med et videokamera eller fra antenne- eller kabel-tv-signalet til et fjernsyn. Den første praktiske videobåndoptager blev introduceret 1956 beregnet til brug i et fjernsynsstudie. Til hjemmebrug anvendes kassettebånd i VHS-format, der kom på markedet 1976. Det digitale dvd-format, der i stedet for magnetbånd anvender en skrivbar cd (compact disc), blev introduceret 1998.