Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tv (Tv-selskaber)

Oprindelig forfatter IbBo Seneste forfatter Redaktionen

Tilgangen til hvordan tv-selskaber skal organiseres og finansieres er meget forskellig rundt om i verden. Der findes flere modeller, og de kan opdeles efter grad af statsstyring henholdsvis privatiseringsgrad og efter tv-selskabernes hovedindtægtskilde.

Organisering og finansiering

Historisk set er tv blevet organiseret efter tre forskellige modeller, 1) public service-modellen, som traditionelt har en stærk position i europæisk tv, 2) den kommercielle model, som dominerer på amerikansk tv og slog massivt igennem i europæisk tv i 1980'erne, og 3) den autoritære statslige model, som dominerede de kommunistiske lande i efterkrigstiden, men nu stort set kun har overlevet i diktaturer i den tredje verden og i Kina. I denne model kontrollerer staten medierne direkte og bruger dem ofte til ideologisk propaganda.

Public service-tv, fx BBC i Storbritannien og Danmarks Radio i Danmark, finansieres normalt via licens og i mindre omfang skatter. Dette kan suppleres med sponsorering og indtægter fra programsalg, men således at public service-tv er uafhængigt af private, kommercielle interesser. Samtidig er der i den nationale lovgivning nedfældet særlige krav til programsammensætningen, som skal sikre den nationale egenproduktion samt bredde og kvalitet. Organiseringen af public service-tv sikrer desuden autonomi og handlefrihed i forhold til staten og det politiske system, selvom regeringen og de politiske partier ofte er repræsenteret i eller udpeger bestyrelserne for public service-tv. Public service-tv kan også være finansieret af både reklamer og licens, fx det danske TV 2, hvor reklamernes indhold dog er underlagt visse restriktioner, og deres placering er reguleret. Rent reklamefinansierede kanaler, som de engelske Channel Four og ITV, kan være underlagt visse programmæssige public service-forpligtigelser. I USA findes endvidere Public Television (fx PBS), som finansieres af sponsorpenge og private fonde, men tilstræber en mere public service-præget programflade end de kommercielle stationer.

Annonce

I den kommercielle model er tv-stationerne private selskaber, der udelukkende finansieres ved salg af sendetid, reklameindtægter og andre kommercielle indtægter. Privatejet tv reguleres gennem sendetilladelser. Herigennem var det indtil 1990'erne udelukket, at elektroniske og trykte medier kunne have samme ejere. Et statsligt kontrolorgan, fx FCC i USA og IBA i Storbritannien, udstikker regler for bl.a. reklamer. Den oprindelige model for kommercielt tv er de amerikanske networks (fx ABC, CBS og NBC), som har flere regionale stationer under sig.

Både den amerikanske og den europæiske tv-organisering har bevæget sig i nye retninger, eftersom de traditionelle kommercielle stationer og public service-stationer har fået konkurrence fra kabel- og satellit-tv. Det har medført nye finansieringsformer som fx abonnement-tv og pay per view og skabt kanaler med et mere selektivt programindhold, fx filmkanaler. Nutidens tv-kultur er således en "multi-kanal-kultur" med forskellige typer udsendelser og finansieringsformer. Udviklingen af web-tv og nye interaktive teknologier vil utvivlsomt føre til forandringer i 2000-t.

Læs videre om tv's programhistorie, eller læs om tv generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Bondebjerg: tv (Tv-selskaber) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175388