The Simpsons, sæson 32, afsnit 3210.
Tv-serien The Simpsons er et eksempel på en episodisk tv-serie.
The Simpsons, sæson 32, afsnit 3210.
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Tv-serier er fiktionshistorier, der er fortalt i en sammenhængende række afsnit. Fortællingerne er bundet sammen af et velkendt karaktergalleri og et lige så kendt miljø, hvor der udspilles en handling.

Der skelnes ofte mellem episodiske tv-serier og føljetoner. I episodiske serier indeholder hvert afsnit en afsluttet fortælling, hvorimod fortællinger i føljetoner i højere grad strækker sig over flere afsnit, endda over flere sæsoner. I mange episodiske tv-serier er der omtrent 22-24 afsnit pr. sæson, mens sæsoner i føljetoner ofte indeholder ca. 10-13 afsnit.

Traditionelt blev tv-serier distribueret med faste intervaller. Der blev gerne udsendt et afsnit om ugen, men i takt med at streamingtjenester i 2010’erne begyndte selv at producere serier, er det blevet almindeligt, at alle afsnit af en sæson frigives på samme dato.

Fortællestruktur i tv-serier

For nogle tv-serier lykkes det at lave afrundende fortællinger med en begyndelse, en midte og en afslutning, som Aristoteles forskrev det. Det ses fx i The Americans (2013-1018) og Homeland (2011-2020), der begge får afrundet fortællingen i slutningen af deres sidste sæsoner. Andre serier ophører, uden at deres fortællinger får afrundet de historier, som serien har sat i gang, hvilket fx skete med GLOW (2017-2019). Dette sker fx, hvis et tv-netværk ikke finder det rentabelt at fortsætte en tv-serie.

Denne rentabilitetstankegang påvirker også, hvordan tv-seriers første afsnit tager sig ud. En series første afsnit kaldes ofte for et pilotafsnit, og det har til opgave at overbevise to parter om seriens kvalitet. Først, når pilotafsnittet er blevet produceret, skal et tv-netværk tage stilling til, om de ønsker at gå videre med konceptet og faktisk sende serien på tv. Hvis serien så bliver sendt, er det pilotafsnittets opgave at vise seere, hvad de kan forvente af serien i forhold til fx genre, stil, karaktertegning mv. Pilotafsnittet antyder også, om serien kommer til at være opbygget episodisk eller som en føljeton.

Episodiske tv-serier

I episodiske tv-serier har hvert afsnit en afrundet fortælling, hvor en historie sættes i gang og afsluttes i samme afsnit. Hvert afsnit af krimiserien Columbo (1968–1978 og 1989–2003) har således samme grundlæggende fortællestruktur, hvor man først ser et mord blive begået for derefter at følge, hvordan efterforskeren Columbo formår at opklare mordmysteriet. Denne narrative struktur betoner afsnittet som den centrale fortælleenhed. Andre eksempler på episodiske tv-serier er Venner (1994-2004), The Simpsons (1989-) og Beverly Hills (1991-2000).

Føljetonserier

Føljetonserier har derimod lange fortællinger, der strækker sig over en eller flere sæsoner. Dette ses bl.a. i Matador (1978-1982), Forbrydelsen (2007-2012), The Wire (2002-2008) og Stranger Things (2016-). Generelt set bruges føljetonstrukturen oftere i tv-serier fra efter år 2000.

Mellem de meget episodiske og meget føljetonstrukturerede tv-serier er der et helt felt af tv-serier, der både betoner en episodisk struktur og en føljetonfortælling. Dette gælder fx House (2004-2012), hvor hovedpersonen Gregory House i hvert afsnit udruller en ny medicinsk opklaringshistorie om et næsten uforklarligt sygdomstilfælde, men serien indeholder også længere fortælletråde om Houses kampe og hans relationer til sine kollegaer.

Multiprotagonistfortællinger

Fra 2000 og frem har fremvæksten af føljetonserier også betydet en udbredelse af multiprotagonistfortællinger, dvs. tv-serier, der følger flere forskellige karakterer. Det er en kontrast til normen i spillefilm, der typisk fortælles gennem én hovedperson, som det fx ses i Blade Runner (1982) og Forrest Gump (1994). Tv-serier med multiprotagonistisk fortællestrukturer er bl.a. Treme (2010-2013), Game of Thrones (2011-2019), Orange is the New Black (2013-2019) og The Deuce (2017-2019).

Karaktertegning i tv-serier

Et centralt kendetegn for tv-serier er, at de samme karakterer er med i afsnit efter afsnit. Hvor spillefilm bliver nødt til i starten af fortællingen at etablere karaktererne, forudsætter tv-serier ofte, at seeren kender karaktererne fra tidligere afsnit.

I overvejende episodiske serier er karaktertegningen forholdsvis statisk forstået på den måde, at karaktererne ikke ændrer sig meget fra afsnit til afsnit og fra sæson til sæson. I føljetonserier er der derimod en større grad af karakterudvikling af hovedpersonerne, hvilket bl.a. ses i Breaking Bad (2008-2013) og The Walking Dead (2010-2022).

På det amerikanske tv-marked bliver episodiske tv-serier ikke altid vist i den rækkefølge, de oprindeligt blev skabt i, og derfor er det hensigtsmæssigt, at karaktererne er forholdsvis statiske. Men i især med fremvæksten af streamingtjenester er det blevet lettere og mere udbredt at se tv-serier i rækkefølge, og det har forstærket en eksisterende tendens til at skabe længere fortællinger, der dermed også indeholder udvikling af hovedpersonerne.

Karakterakkumulation

Nogle tv-forskere har vurderet, at tv-serier arbejder med såkaldt ”karakterakkumulation” snarere end med decideret karakterudvikling. Når seere ser nye aspekter af en karakter, oplever mange, at der er en udvikling i karakterskildringen. Men ifølge argumentet om karakterakkumulation kan oplevelsen forklares ved, at det nye aspekt af karakteren er konsistent med, hvordan karakteren indtil da er blevet skildret. Forandringen sker altså ikke i selve karakteren, men i seerens oplevelse af karakteren. Det er væsentligt, fordi seere ofte kan opleve en særlig interesse i skildringen af karakterer i tv-serier.

Relationen mellem karakterer og seere

Siden 1950’erne har medieforskere diskuteret, hvordan medieforbrug kan skabe en såkaldt parasocial relation mellem seere og karakterer i fx tv-serier. Ved at investere sig emotionelt i en tv-seriekarakters situation og livsforløb kan seere få forstærket den oplevelse, der ligger i at se tv-serier over et længere tidsforløb.

Baggrunden for, at seere involverer sig i karakterskildringer, er samspillet i tv-serieproduktion mellem showrunnere, manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere, der alle bidrager til at skabe en karakter på skærmen.

Miniserier

En særlig type tv-serie er miniserier, der er skabt som afsluttede fortællinger, og som behandler ofte seriøse emner som fx Roots (1977) om amerikansk racehistorie, Band of Brothers om 2. Verdenskrig (2001) og Chernobyl (2019) om atomkraftsulykken i Tjernobyl i 1986.

Det er aldrig helt sikkert, hvornår en tv-serie, der løber over flere sæsoner, faktisk slutter, hvilket nogle gange gør det svært at afrunde en fortælling i tv-serie på tilfredsstillende vis. Men en miniserie skabes som en afrundet fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning.

Sådanne afrundede fortællinger ser man også i såkaldte ’antologiserier’ som fx True Detective (2014-), hvor hver sæson er en afrundet fortælling med sit eget persongalleri, men hvor sæsonerne alligevel foregår i samme fiktive verden og er en del af samme værk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig