Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tv (Programproduktion)

Oprindelig forfatter MSvP Seneste forfatter Redaktionen

Oprindelig blev tv-udsendelser produceret og sendt direkte, men efter videobåndoptagerens opfindelse i 1956 ændredes produktionsformen.

Direkte tv-produktion kan foregå på to måder: 1) Der kan produceres i et tv-studie, hvor kameraer og mikrofoner er koblet til et kontrolrum, hvor billede og lyd redigeres og mixes, mens udsendelsen kører. Fra kontrolrummet går signal til "continuity", dvs. den enhed på tv-stationen, der bringer signalet videre til tv-senderen. Produktionen ledes af en producer, som har en teknisk koordinator i kontrolrummet og en regissør i studiet til at styre den tekniske afvikling. Desuden indgår fagfolk som fotografer, lydfolk, scenografer, rekvisitører, make-up-artister, teknikere og assistenter. Direkte udsendelser kræver en præcis tilrettelæggelse og en nøje gennemgang af, hvad der skal ske mellem producer, studieværter og øvrige medvirkende. Når udsendelsen er "i luften", kan man mixe mellem kameraerne, forproducerede indslag og grafik.

2) Der kan produceres direkte uden for tv-stationen (se OB). Her er alle tekniske funktioner mobile, men rummer de samme elementer som direkte studieproduktion. De fleste programmer forproduceres gennem en optagefase og en redigeringsfase, primært på video, se EFP og ENG. Der findes dog blandingsformer. Live-on-tape produceres som et direkte program, men optages på video, fx Hvornår var det nu det var? og Lykkehjulet (fra 1988). Med denne produktionsform kan man optage flere programmer daglig.

Annonce

Mange magasinprogrammer produceres som en kombination af live-on-tape og indslag, som er forproduceret og klippes ind i udsendelsen.

Med udviklingen af små digitale camcordere kan journalister optage nyhedsindslag og redigere dem på en computer. Interaktive tv-programmer, hvor seerne kan svare på konkurrencer og deltage i afstemninger, er fra omkring 2000 blevet mere og mere udbredt.

Læs videre om teknikken bag tv, eller læs om tv generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Svane Petersen: tv (Programproduktion) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175404