Mesoskopiske komponenter, (1. ord dannet af meso- i analogi med mikroskopisk), mekaniske eller oftest elektroniske komponenter, hvis indbyggede strukturer har en størrelse på ca. 1-100 nm. De har således dimensioner, der ligger mellem atomare afstande og størrelsen på almindelige mikroelektronikstrukturer i fx computerchips (normalt over 1 μm). Den teknik, der anvendes til fremstilling af mesoskopiske komponenter, betegnes nanoteknologi. I praksis skelnes ikke mellem mesoskopiske og nanoelektroniske komponenter.