kabel-tv

Kabel-tv blev hurtigt en nødvendighed i pionerlandet USA, hvor man allerede i 1940'erne havde et marked til flere tv-kanaler, end det teknisk var muligt at distribuere i æteren. Med en kombination af VHF- og UHF-sendere vil det som hovedregel være muligt at sende 5-10 tv-kanaler i et større geografisk område, hvis kvaliteten skal være optimal; i USA var udbuddet i 1960'erne ofte på over 20 kanaler i de større byer.

Der opstod tidligt en tradition for stram regulering af tv-udbuddet, og det såkaldte must-carry-princip indførtes, dvs. at alle kabelejere var forpligtet til at fordele særlige kanaler for derved at undgå ulige konkurrencevilkår for tv-stationerne. Desuden er forbud mod cross-ownership, dvs. regulering af muligheden for, at samme ejerkreds både ejer tv-stationer, radioer og aviser i et givent område og hermed har kontrol over ytringsmulighederne, udbredt i USA, men findes ikke i Danmark.

Herhjemme og i flere andre europæiske lande, hvor der var gode muligheder for at se nabolandes tv, har kabel-tv fået ny betydning via fællesantenneanlæg, som siden 1960'erne er blevet etableret i både etageejendomme og tætte villabebyggelser. Formålet var at få et bedre tv-signal, færre grimme antenner på tagene samt, måske mest væsentligt, adgang til udenlandsk tv.

I Danmark forsøgte teleselskaberne (det senere Tele Danmark) i 1985 at få monopol på en landsdækkende distribution af satellit-tv og tv fra nabolandene i det såkaldte hybridnet. Allerede på det tidspunkt var interessen for individuelle paraboler og etableringen af store privatejede kabel-tv-net imidlertid så fremskreden, at hybridnettet mistede sit monopol og dermed sin mulighed for reelt at blive landsdækkende. I 1996 blev det anslået, at 700.000 husstande var tilsluttet, og herudover var yderligere mindst 600.000 boliger med i større eller mindre fællesantenneanlæg, således at i alt ca. 60% af alle husstande havde adgang til kabel-tv.

I 1996 var der udstedt tre tilladelser til rent kabeldistribueret tv: DK4, Pay-per-View samt Stofas betalingskanal. Det er dog tvivlsomt, om de overlever i den massive konkurrence fra billigt eller gratis satellit-tv og de tre nationale tv-kanaler. I Danmark er det politisk bestemt, at rent kabel-tv ikke må vise reklamer, dvs. at man er henvist til at hente sine indtægter hos de tilsluttede husstande. Da tv-distribution via satellit-tv bliver stadig billigere og endda giver mulighed for at omgå de nationale reguleringer i modtagerlandet, vælger de fleste tv-selskaber denne løsning. Kabelnettets rolle bliver at fungere som passive distributionskanaler for satellit-tv det sidste stykke vej ud til forbrugere uden egen parabol.

Der har været mange visioner om kabel-tv's særlige muligheder for især nærdemokratiet, og der er gjort mange forsøg i boligforeninger og fællesantenneanlæg. Men med gode og kun delvis udnyttede muligheder for at sende lokal-tv i æteren er kabel-tv i sin snævre betydning næppe et realistisk fænomen i Danmark. Derimod fremstår der muligheder for at distribuere betalings-tv via kabler og dekoder samt muligheder for at supplere sin adgang til Internettet via telenettet.