Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

intermodulation

Oprindelig forfatter Hede Seneste forfatter Redaktionen

intermodulation, (af inter- og lat. modulatio, af modulari 'afmåle'), dannelse af nye signaler ved blanding af to eller flere signaler i et ulineært element. Hvis fx to elektriske signaler (rene toner) med frekvenserne f1 og f2 blandes i en diode, vil der pga. ulineariteten dannes overtoner samt sum- og differensfrekvenser mellem disse. Der vil herefter eksistere toner med frekvenserne mf1±nf2, hvor m og n er hele tal.

Intermodulationsforvrængning

er uønsket ændring af et signal, fx lyd, pga. intermodulation. Forvrængningen ødelægger signalet i forhold til dets oprindelige udseende, hvilket for et lydsignal medfører forringet lydkvalitet. I praksis er det vanskeligt at fjerne forvrængningen ved brug af filtrering eller anden signalbehandling. Intermodulationsforvrængning måles som forholdet mellem effekten af de uønskede signaler og effekten af de ønskede.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hede: intermodulation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98599