Gnistsender, apparat, som tidligere blev anvendt til frembringelse af radiobølger. En elektrisk ladning udlades gennem et luftgab, og gniststrømmen bringes til at svinge med en høj frekvens. De første radiobølger (mikrobølger) demonstreredes af H.R. Hertz i 1887 ved hjælp af en gnistsender. Teknikken blev forfinet af G. Marconi, der i 1895 lavede de første forsøg med radiotransmission over større afstande og i 1901 transmitterede radiobølger mellem USA og Europa.