Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

frekvensbånd

Oprindelig forfatter JeH Seneste forfatter Redaktionen

frekvensbånd, udsnit af radiospektret, som er allokeret til, dvs. tildelt, en eller flere specielle radiotjenester. Radiospektret er den del af det elektromagnetiske frekvensspektrum, der ligger mellem 3 kHz og 300 GHz (idet frekvensområderne 3-9 kHz og 275-300 GHz dog ikke anvendes).

Hovedområder
båndnr.symbol (eng. beskrivelse)frekvensbånd
4VLF (Very Low Frequency)3-30 kHz
5LF (Low Frequency)30-300 kHz
6MF (Medium Frequency)300 kHz-3 MHz
7HF (High Frequency)3-30 MHz
8VHF (Very High Frequency)30-300 MHz
9UHF (Ultra High Frequency)300 MHz-3 GHz
10SHF (Super High Frequency)3-30 GHz
11EHF (Extremely High Frequency)30-300 GHz

Spektret inddeles i et antal hovedområder, som hvert dækker en dekade, dvs. 3-30 kHz, 30-300 kHz osv.

Allokering af frekvensbånd sker i et internationalt samarbejde i International Telecommunication Union, ITU, der er en organisation under FN med 191 medlemsnationer (2007). Samarbejdet har til formål at sikre en rimelig og effektiv udnyttelse af radiospektret, som er en efterspurgt, men begrænset naturgiven resurse. Hvert andet år afholdes World Radiocommunication Conference (WRC) med det formål at revidere ITUs Radio Reglement, der bl.a. indeholder gældende allokeringer af ca. 500 frekvensbånd til forskellige typer radiotjenester i hver af tre regioner: 1) Europa, SNG, Mellemøsten og Afrika; 2) Grønland, Nord- og Sydamerika; 3) resten af verden. De enkelte nationer kan herefter udforme nationale frekvensallokeringer efter egne behov i overensstemmelse med de i Radio Reglementet givne muligheder. I Danmark varetages allokeringer af Telestyrelsen.

Annonce

Frekvensbånd til radio og tv
AM-radio
langbølge148,5-283,5 kHz
mellembølge526,5-1606,5 kHz
kortbølge
75 m bånd3950-4000 kHz
49 m bånd5950-6200 kHz
41 m bånd7100-7300 kHz
31 m bånd9500-9900 kHz
25 m bånd11.650-12.050 kHz
23 m bånd13.600-13.800 kHz
19 m bånd15.100-15.600 kHz
16 m bånd17.550-17.900 kHz
13 m bånd21.450-21.850 kHz
11 m bånd25.670-26.100 kHz
FM-radio og tv
tv-kanal 2-447-68 MHz
FM-radio87,5-108 MHz
tv-kanal 5-12174-230 MHz
tv-kanal 21-60470-790 MHz
tv-kanal 61-68790-862 MHz
direkte satellit-tv10,7-12,75 GHz

Radiobølgers rækkevidde og udbredelsesforhold varierer meget hen igennem radiospektret, et forhold, som er af betydning for allokeringerne. Der benyttes specielle teknikker for at opnå, at mange stationer kan rummes inden for et givet frekvensbånd. Geografisk fordelt genbrug af frekvenser, intensiv kanaludnyttelse og minimering af kanalbredder er væsentlige forhold i dette arbejde. Den enkelte sender behøver et frekvensbånd, hvis størrelse afhænger af den benyttede modulationsform samt af den ønskede kvalitet (støjfrihed) og båndbredde af den udsendte information. Hver AM-radiokanal optager således 9 kHz af frekvensspektret, mens en FM-radiokanal og en tv-kanal optager henholdsvis ca. 150 kHz og ca. 7 MHz.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Hansen: frekvensbånd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79847