dvd

Dvd, Digital Versatile Disc (oprindelig Digital Video Disc; indeholder en dvd en film e.l., betegnes den nu oftest dvd-video), diskbaseret lagringssystem for data, video og grafik til anvendelse i forbindelse med både underholdningselektronik og pc'er. Behovet for på enkel måde at kunne håndtere stadig større datamængder førte i 1996 til fremkomsten af et dvd-Video system, der kan rumme 4,7 GB (gigabyte) eller mere end to timers video på en enkeltlags 12 cm disk, dvs. samme fysiske størrelse som det cd-format, der anvendes til bl.a. musik. Til sammenligning har musik-cd'en maksimalt en datamængde på ca. 680 MB. Dvdens større datakapacitet skyldes mindre sporafstand og mindre tegnstørrelse. Tolags dvd-diske kan rumme 8,5 eller 9,4 GB.

Den ubeskrevne disk har en plan, lysreflekterende overflade, mens der ved indlæsning af data skabes små områder langs et spiralformet spor, som ikke (eller dårligt) reflekterer lys. Aflæsningen sker ved at registrere refleksion eller ikke-refleksion af lys fra en infrarød halvlederlaser.

Dvd-diske findes både indspillede (prerecorded) og blanke. De indspillede er fremstillet i en støbeform (matrice), som indeholder negativmønsteret til det spiralformede spor bestående af hhv. buler og plane områder. Der er derefter pådampet et tyndt lag aluminium på diskens overflade, således at de plane områder vil reflektere laserlyset bedre end bulerne. Indspillede diske kan enten indeholde film til dvd-afspillere eller være generel datahukommelse til dvd-ROM-drev i computere.

Tolags dvd-diske har flere datalag, som kan aflæses hver for sig . Det lag, der er tættest på læsehovedet er semitransparent; når laseren, der anvendes til aflæsning af dvd’en, har en lav lysintensitet, vil dette lag reflektere lyset og dermed aflæses. Når laserens lysintensitet øges, bliver laget gennemskinneligt, hvorved lyset rammer det andet lag, som så reflekterer lyset.

På de blanke diske kan brugeren selv med en brænder indspille data én eller flere gange. Diske til engangsindspilning, dog med mulighed for flere sessioner, dvs. brænding i flere tempi, kaldes "recordable" og betegnes med "R". På disse er diskens overflade belagt med et særligt stof (fx cyanin), som under påvirkning af brænderens intense laserstråle skifter farve og dermed reflektivitet.

Diske til flergangsindspilninger kaldes "rewriteable" og betegnes med "RW". Her er overfladen belagt med et tyndt lag af en metallegering, som kan skifte mellem en reflekterende, krystallinsk form og en mindre reflekterende, amorf form. I ubeskreven tilstand er skiven reflekterende, men ved en kraftig laserstråle, som pletvis opvarmer overfladen til 600 °C, skifter disse områder til den amorfe, ikke-reflekterende form. Ved hurtig afkøling bevares den amorfe form i de indspillede områder. En svagere laserstråle, som varmer overfladen til 200 °C, kan imidlertid bringe de amorfe områder tilbage til den krystallinske form og derved slette den indspillede information, så disken er parat til ny indspilning.

Der findes flere forskellige formater til flergangsindspilning, heriblandt dvd-RAM, dvd-RW og dvd+RW. Der er ikke fuld kompatibilitet mellem disse formater; det mest alsidige er dvd+RW. Det tager højde for den stadige tilnærmelse mellem pc-brugernes og underholdningselektronikkens anvendelser. Således kan indspillede diske og brugerens egne optagelser (fra fx tv, internet og camcordere) foretaget med dvd+RW-optagere afspilles på såvel dvd-afspillere som computere med dvd-ROM-drev og MPEG2-dekodning. dvd+RW-systemet kan håndtere både videooptagelser, hvor der er tale om store mængder data og real time-registrering, og datalagring med høj dataintegritet (uskadthed). MPEG2-kodningens variable bitrate tillader valget mellem videooptagelser med maksimal kvalitet eller længerevarende optagelser med en reduceret kvalitet. Endelig rummer dvd+RW-formatet mulighed for at forhindre uautoriseret kopiering.

En nyere dvd-udvikling er den såkaldte Blu-ray-disk, der kan indeholde 25-200 GB (i 1-6 lag) eller mindst 13 timers video i god kvalitet. Der står et bredt, internationalt industrikonsortium bag udviklingen af Blu-ray-disken. Navnet skyldes, at der anvendes en blå laser i stedet for som hidtil en rød. Da den blå har kortere bølgelængde, kan sporafstanden på skiverne være mindre. Teknologien er baseret på en sædvanlig MPEG2-transportstrøm og multiplekset video og lyd. Den er dermed tæt på DVB-standarden for digital tv-transmission. Umiddelbart synes Blu-ray-teknikken at blive interessant for direkte optagelse fra digitale tv-sendere og senere afspilning, fx i "den digitale biograf". I samme teknologiske generation som Blu-ray-disken er HD-dvd’en, som ligeledes er udviklet af et internationalt konsortium. HD-dvd’en kan indeholde 15-45 GB (hhv. 1-3 lag). HD-dvd’er kan som filmmedie indeholde optagelser i HDTV-opløsning og med en lang række lydformater af høj kvalitet. HD-dvd-medier og -afspillere er billigere at producere end Blu-ray-medier.

Dvd er i dag (2006) det mest brugte fysiske medie til distribution af større software-pakker og til distribution af spil til såvel PC som spilkonsoller.