RDS, Radio Data System, system, der distribuerer data til radiomodtagere via en datakanal, der udsendes sammen med analoge FM-radioprogrammer. Med RDS sendes løbende oplysninger om programstationens navn, den anvendte sender og evt. programtypen.

En bilradio med en RDS-dekoder vil stille sig ind på den sender, der giver den bedste modtagelse, og radioen kan opsøge bestemte programtyper. RDS benyttes også til trafikinformation og muliggør tillige distribution af korte individuelle beskeder. Datakanalens kapacitet på 1200 bit/s (svarende til tekst-tv) sætter dog begrænsninger for anvendelserne.

RDS blev introduceret af Danmarks Radio i 1987, men først i slutningen af 1990'erne blev RDS-radiomodtagere udbredt. Med DAB, hvor radioprogrammet udsendes i digital form, er mulighederne for samtidig at udsende data kraftigt forøget, herunder også som billeder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig