PAL, fork.f. Phase Alternating Line, farvefjernsynsstandard, der er en variation af det amerikanske NTSC-system. De to systemer afviger kun mht. transmission af farveinformationen i billedsignalet (kompositsignalet). Ved at fasevende det ene af krominanssignalets to farvekomponenter for hver ny linje i et delbillede i PAL ændres farvetonefejl til en variation i farvemætning, som øjet bedre tolererer. Danmark anvender ligesom de øvrige europæiske lande (undtagen Frankrig) PAL-standarden.