Limiter, (eng., af limit 'begrænse'), apparat til elektronisk lydbearbejdning. Limiteren begrænser det maksimale signalniveau ud af apparatet og anvendes som en slags automatisk lydstyrkekontrol. Et andet apparat til lydbearbejdning er kompressoren, som indskrænker dynamikken i signalet, dvs. forskellen mellem de kraftige og de svage passager. Herved opnås bl.a., at middellydniveauet bliver højere end for det ubehandlede signal.