hi-fi

Hi-fi er kvalitetsgengivelse af lyd først og fremmest af musik fra fx radioudsendelser, grammofonplader og cd'er.

Hi-fi-anlæg, der kunne gengive musikken "troværdigt", dvs. med en kvalitet tæt på den originale, blev udviklet i USA i 1950'erne på baggrund af en række andre teknologiske nyskabelser som grammofonpladen af vinyl og båndoptageren.

Et hi-fi-anlæg består af tre dele: signalkilden, fx pladespiller, båndoptager, cd-afspiller eller radioforsats (tuner), forstærkeren og højttalerne. Hi-fi-anlæg blev hurtigt udbygget til stereo med to kanaler, dvs. to signalveje til hver sin højttaler, hvorved der skabes en mere "rumlig" lydgengivelse. Omkring 1970 fremkom quadrofoni med fire kanaler, et system, som dog kun har fået ringe udbredelse.

Anlæggets kvalitet beror dels på, at gengivelsen af det hørbare toneområde (frekvensgangen) er ensartet, dels på dets evne til at gengive forskellen på kraftige og svage passager i musikken (dynamikken).

Hi-fi udvikledes med rivende hast i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Forstærkerens elektronrør blev erstattet af transistorer, som var strømbesparende, fysisk langt mindre og efterhånden både billigere og bedre end elektronrørene. Derved kunne forstærkerne levere en større effekt til en overkommelig pris, hvilket var af betydning for udviklingen af mere effektkrævende højttalere med bedre basgengivelse i mindre kabinetter.

Fra begyndelsen var hi-fi-anlæg et område, hvor den seriøse selvbygger af fx forstærkere eller højttalere kunne eksperimentere og i øvrigt opnå betydelige økonomiske fordele i forhold til færdigkøbte anlæg. Imidlertid øgedes produktionen af færdige anlæg i 1970'erne, især fra japanske producenter, som i løbet af få år overtog markedet for prisbillige kvalitetsanlæg. Denne førerstilling har holdt sig næsten uændret siden, dog således at mange japanske producenter har underleverandører i de nyindustrielle lande i Sydøstasien.