Krydsspoleinstrument, kvotientinstrument, elektrisk måleinstrument, som i opbygning ligner drejespoleinstrumentet. På den bevægelige del er ophængt to spoler, der er drejet en fast vinkel i forhold til hinanden. Gennem spolerne sendes strøm, som giver modsatte drejningsmomenter i forhold til feltet fra den stationære magnet. Ligevægtsstillingen for instrumentets viser bestemmes af kvotienten (forholdet) mellem strømmene i de to spoler. Instrumentet anvendes bl.a. til at måle resistanser, men er i dag afløst af moderne måleteknik.