Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

wattmeter

Oprindelig forfatter JR-H Seneste forfatter Redaktionen

wattmeter, instrument til måling af elektrisk effekt. Wattmeteret måler produktet af øjebliksværdierne af strøm og spænding.

Det klassiske wattmeter er et elektrodynamisk instrument med en fast og en bevægelig spole. Den faste spole gennemløbes af strømmen, mens den bevægelige spole gennemløbes af en strøm, som er proportional med spændingen. Ved trefaset måling benyttes et instrument til hver fase. I tilfælde, hvor der ikke findes nulleder, benyttes to instrumenter, som i stedet for spændingen mellem faseleder og jord tilsluttes to faser, den såkaldte Aron-kobling. Ved at faseforskyde den strøm, som repræsenterer spændingen, 90° måles den reaktive effekt i stedet for den aktive.

Det klassiske wattmeter benyttes stadig, men målingen gennemføres i dag oftest elektronisk. Se også elektriske måleinstrumenter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Rønne-Hansen: wattmeter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182055