Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

korona

Oprindelig forfatter JR-H Seneste forfatter Redaktionen

korona, (af lat. corona 'krans, krone'), svagt lysende elektriske udladninger (glimudladninger), der forekommer, hvor det elektriske felt ændrer sig over korte afstande, idet luftens isolationsevne overskrides. Ud over at give synligt lys forekommer både hørbar støj og radiofrekvent støj.

Fænomenet optræder omkring højspændingsledninger og giver ganske store elektriske tab, som dog kan reduceres ved at opdele faselederne i flere parallelt ophængte ledere, således at feltet bliver udjævnet. Det benyttes ved højspændingsledninger over ca. 100 kV. Ved lynnedslag i anlæggene kan korona dog være med til at dæmpe de voldsomme påvirkninger netop på grund af de medfølgende tab.

Ved passage under højspændingsledninger i fugtigt vejr høres ofte en knitren, som skyldes begyndende udladninger pga. kraftig deformation af det elektriske felt omkring regndråber på ledere og isolatorer. Her er dog ikke tale om egentlig korona.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Rønne-Hansen: korona i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110201