jævnspænding

Jævnspænding, elektricitet med konstant polaritet (fortegn) for spændingen. Med jævnspænding får den elektriske strøm konstant retning. Den første elforsyning i slutningen af 1800-t. fandt overalt sted med jævnstrøm. Det foregik fra uafhængige jævnstrømsværker, idet disse ikke uden videre kan kobles sammen, da man ikke kan regulere effekt og jævnspænding uafhængigt af hinanden. Da hele jævnspændingsnettet måtte have den samme spænding, som benyttedes af forbrugerne, satte den samlede strøm grænser for, hvor stort et forbrug der kunne forsynes, ligesom der var snævre grænser for nettets udstrækning.

Nogle årtier senere var vekselstrømsteknikken udviklet, og man gik straks i gang med at udnytte dens mange fordele, bl.a. muligheden for sammenkobling af flere elværker, da spænding og effekt her kan reguleres hver for sig. I Danmark nedlagdes mange jævnstrømsværker i 1930'erne, men nogle få overlevede til efter 2. Verdenskrig. Enkelte mindre øsamfund bevarede længe jævnspænding, Anholt således til 1971 og Christiansø til 1976.

Overgangen fra jævn- til vekselspænding var i mange år kostbar og besværlig, indtil billige og robuste halvlederkomponenter, som kan arbejde ved høje spændinger og store strømme, blev tilgængelige. Denne udvikling har imidlertid igen gjort jævnspænding attraktiv til specielle formål. Et eksempel herpå er anvendelsen af højspændt jævnstrøm (HVDC) til overføring af elektrisk effekt mellem større vekselstrømsnet. Det er også bemærkelsesværdigt, at mange af de elektriske brugsgenstande, vi omgiver os med, faktisk arbejder med jævnstrøm, selvom det i mange tilfælde kun er som en overgangsform til en anden slags vekselspænding end den, elforsyningen leverer. Der har derfor været overvejelser om at genindføre jævnstrømsinstallationer med lav spænding sideløbende med den almindelige vekselstrømsinstallation.