Brydeevne, den største strøm, en afbryder med sikkerhed kan bryde. Brydeevnen karakteriseres ikke altid ved en strømstyrke, men i højspændingsnet oftest ved et produkt af strøm og spænding (fx MVA, million-volt-ampere). Selve brydeprocessen består i at slukke den lysbue, som opstår, når to strømførende kontaktflader fjernes fra hinanden. I det små er der kun tale om en gnist, men ved store strømme kan selve brydeprocessen fremtræde ganske dramatisk.