Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

trykvandsreaktor

Oprindelig forfatter PLOEl Seneste forfatter Redaktionen

trykvandsreaktor, kernereaktor, der består af en vandfyldt tryktank, hvori uranbrændslet findes som urandioxidstave indkapslet i zirkoniumrør. Stavene er samlet til brændselselementer i form af knipper af stave. Under drift strømmer vand, som er både kølemiddel og moderator, op gennem brændselselementerne, hvorved det opvarmes fra ca. 290 °C til ca. 310 °C. Fra reaktortanken går vandet til dampgeneratoren, hvor det afkøles, samtidig med at der produceres damp, der sendes til dampturbinen. Fra dampgeneratoren pumpes vandet tilbage til reaktortanken. Trykket i reaktortanken er ca. 150 bar. Reaktoren kontrolleres med neutronabsorberende stave, der bevæges ind fra oven, samt med borsyre, der er opløst i vandet.

Trykvandsreaktoren er den mest anvendte reaktortype til elproduktion, idet 65% af verdens kernekraftværker er af denne type. Den er desuden helt dominerende inden for nukleart fremdrevne fartøjer, såvel militære ubåde, hangarskibe og krydsere som civile isbrydere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Lebeck Ølgaard: trykvandsreaktor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174767