Strålingseffekter, ændringer opstået i kemiske og biologiske systemer efter udsættelse for ioniserende stråling, fx røntgenstråling eller stråling fra radioaktive kilder. I levende organismer kan stråling øge risikoen for kræftsygdomme eller via kromosomskader medføre arvelige genetiske skader på afkommet. Store strålingsdoser kan medføre akut strålesyge, præget af kvalme, opkastning mv., og død pga. ødelæggelse af knoglemarvens stamceller. Uden behandling dør 50% ved doser på ca. 3 sievert og 100% ved doser på ca. 6 sievert; doser over 100 sievert er øjeblikkeligt dræbende.