Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

strålingsmåling

Oprindelig forfatter PHJ Seneste forfatter Redaktionen

strålingsmåling, måling af ioniserende strålings øjeblikkelige intensitet eller samlede intensitet over et vist tidsrum. Strålingsmålinger foretages med ioniseringskamre, geigertællere, scintillometre, halvlederdetektorer, film- og termoluminescensdosimetre mfl. Målingerne er baseret på, at stråling vekselvirker med stof ved ionisering og derved afsætter energi i detektoren. Det frembragte signal i de forskellige detektortyper er ladning, strøm, lys, varme og fysisk eller kemisk lagring af den afsatte energi. Disse signaler er proportionale med den strålingsenergi, der rammer eller har ramt detektoren. Strålingsmålinger anvendes bl.a. til overvågning af doser til strålingsudsat personale, i industrien til bl.a. læksporingsundersøgelser og inden for den medicinske verden ved diagnostik og terapi.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Hedemann Jensen: strålingsmåling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166099