Temelín, tjekkisk kernekraftværk beliggende ca. 50 km fra grænsen til Østrig. Værket består af to 1000 MWe trykvandsreaktorenheder af russisk design, men bygget af Škoda med vestlig instrumentering. Temelín blev idriftsat i 2002-03 og leverer sammen med det andet tjekkiske kernekraftværk, Dukovany, over 40% af Tjekkiets elforsyning. Opførelsen af værket førte til protester fra Østrig og Tyskland, men en fælles analyse af sikkerheden samt indførte forbedringer mindskede modstanden.