Calder Hall, verdens første egentlige kernekraftværk, beliggende ved Englands vestkyst ca. 100 km nord for Liverpool. Calder Hall var forsynet med fire reaktorer med grafitmoderator. Som brændsel anvendtes metalstave med naturligt uran (se berigning); disse blev kølet med kuldioxid (CO2). Reaktorerne kom i gang 1956-59, og den sidste reaktor blev lukket i 2005. Værket havde en samlet elektrisk effekt på 240 MW. Foruden elektricitet har værket produceret plutonium til kernevåben.