Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Barsebäckværket

Oprindelige forfattere BjT, OWD og PLOEl Seneste forfatter Redaktionen

Barsebäckværket, svensk kernekraftværk. Værket var en svensk konstruktion og bygget af ASEA-Atom AB (nu Westinghouse Atom) med to kogendevandsreaktorer (BWR), som blev sat i drift i hhv. 1975 og 1977. Hver reaktor havde en elektrisk effekt på 615 MW.

Efter beslutning af den svenske regering i 1998, og efter at værkets ankemuligheder var udtømt i 1999, blev de to enheder (Barsebäck 1 og 2) lukket hhv. 1999 og 2005. Nedrivning af værket forventes påbegyndt i 2020, når lageret for radioaktivt affald ved Forsmark står klar.

Værket var kendt for en høj grad af sikkerhed og var det første kernekraftværk i verden, der fik reaktorindeslutningen forsynet med et filter beregnet til at fungere selv ved meget omfattende ulykker. Beliggenheden ca. 18 km fra Malmø og ca. 23 km fra København blev dog af mange anset for problematisk og førte ofte til ophidset debat.

Annonce

En hændelse på Barsebäckværket i 1992 satte spørgsmålstegn ved nødkølesystemets pålidelighed og gav anledning til større ombygninger af fem svenske reaktorer. Se også kernekraftværk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Thorlaksen, Ove W. Dietrich, Povl Lebeck Ølgaard: Barsebäckværket i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44343