Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sikring

Oprindelig forfatter Rotne Seneste forfatter Redaktionen

sikring, komponent, som indskydes i elektriske kredsløb eller installationer med det formål at undgå, at ledningen bliver så varm, at dens isolation tager skade. Sikringens princip består i, at der i serie med ledningen anbringes et svagt led i form af en metaltråd, der opvarmes af strømmen og smelter, når strømmen bliver større end den, sikringen er mærket med.

I husinstallationer anvendes sædvanligvis propsikringer, der består af en sandfyldt sikringspatron med en sølvtråd. Sikringspatronen anbringes i et hylster, som skrues i installationen. Sikringen er sammen med hylsteret tilpasset således, at der ikke kan isættes større sikring, end installationen er beregnet for. Sikringer er farvemærket med grøn for 6 A, rød for 10 A, sort for 13 A og grå for 16 A.

Ud over propsikringer findes finsikringer, åbne sikringer og patronsikringer (knivsikringer) til anvendelse i hhv. elektroniske apparater, luftledninger og større industritavler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Rotne: sikring i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158936