Elfordelingstavle, tavleanlæg, tavle, det sted, hvor elektriciteten fordeles til de forskellige anvendelser i et kraftværk, en transformerstation, et industrianlæg eller et privat hjem. I fordelingstavlen anbringes måleinstrumenter, styringer samt koblings- og sikkerhedsudstyr. Tavlens opbygning og funktioner afhænger af størrelsen og arten af det forbrug, tavlen betjener. Koblingsudstyret kan afbryde en strømkreds, fx med almindelige afbrydere, smeltesikringer, automatsikringer eller HPFI-afbrydere.

I boligen fordeles strømmen ofte til flere grupper afhængigt af boligens størrelse og antallet af store brugsgenstande, der er installeret. Normalt vil der være to eller tre grupper med hver en smelte- eller automatsikring til beskyttelse af lysinstallation og stikkontakter i tilfælde af kortslutning eller overbelastning. Derudover kan der være en eller flere grupper til trefaset strøm med tre smelte- eller automatsikringer til fx komfur, vaskemaskine og tørretumbler. Ofte indeholder boligens elfordelingstavle også en HFI-afbryder.

I industrivirksomheder findes i almindelighed flere store tavleanlæg med mange grupper. Ud over sikringer for hver gruppe kan de indeholde materiel til styring og måling af strøm- og effektforbruget, evt. opdelt efter tidsperioder på døgnet og i ugen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig