HPFI-afbryder, (1. led fork.f. Højfølsom Pulserende Fejlstrøm; I betegner elektrisk strøm), HPFI-relæ, fejlstrømsafbryder, som afbryder forsyningen til en elinstallation, hvis der opstår en isolationsfejl, der medfører en fejlstrøm på over 30 mA. HFI-afbryderen har den samme funktion; forskellen mellem de to typer afbrydere er, at HPFI-afbryderen ud over at udløse ved fejl for vekselstrømme også udløser for pulserende jævnstrømme, som kan forekomme ved fejl i husholdningsapparater med indbygget elektronisk styring og regulering, fx vaskemaskiner, tørretumblere og opvaskemaskiner. HPFI-afbryderen er desuden mindre følsom over for enkeltstående, kortvarige strømstød, der kan forekomme i ledningsnettet i forbindelse med lynnedslag, og som kan medføre utilsigtet udkobling af den elektriske installation udstyret med HFI-afbryder. Siden 1991 har det været påbudt i Danmark, at nyinstallation eller retablering af fejlstrømsafbrydere i boliger skal ske med HPFI-afbrydere, og siden 1.7.2008 er det lovkrav, at samtlige boliger i Danmark har en HFI- eller HPFI-afbryder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.