Universalmotor, seriekoblet jævnstrømsmotor, som også kan forsynes med enfaset vekselstrøm. Jævnspænding giver dog universalmotoren en lidt bedre ydelse og mere problemfri drift. Den lidt lavere effekt ved vekselspænding skyldes forøgede tab ved magnetisering i jern. Kommuteringen er også lettere at få gnistfri, når maskinen forsynes med jævnstrøm. Universalmotoren benyttes i stor udstrækning til småmotorer i hjemmene, hvor den findes i husholdningsmaskiner af enhver art. Den fremstilles kun med begrænset ydeevne (op til ca. 0,2 kW).