Turbogenerator, elektrisk synkronmaskine, der tilkoblet en hurtigtløbende turbine, oftest en damp- eller gasturbine, producerer elektricitet. Turbogeneratorer udføres normalt som to- eller firpolede maskiner. Ved en driftsfrekvens på 50 Hz, som anvendes i Europa, skal en topolet maskine rotere med 3000 o/min og en firpolet med 1500 o/min. Hvor frekvensen er 60 Hz, er hastigheden tilsvarende større. Turbogeneratorer anvendes i kraftværker; i danske kraftværker er langt de fleste topolede.

Turbogeneratorer udføres altid med fuldpolsrotorer, dvs. med magnetiseringsviklingen monteret i noter i rotor, som derved får en ret jævn overflade og relativt lille diameter for den roterende masse. Se også elektriske maskiner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig