Mange af de stjernebilledmyter, der kendes i den græsk-romerske kultur, er fundet i ældre versioner i babyloniske kileskriftstekster, men de er ikke overleveret direkte til oldtidens Grækenland. Den ældste kendte himmelbeskrivelse er læredigtet Phainomena (200-tallet f.v.t.) af Aratos fra Soloi.
Ud fra bl.a. stjernebilledernes op- og nedgangstider, og hvilke stjernebilleder der var usynlige på sydhimlen, har man sluttet, at den stjernehimmel, som Aratos beskrev, stammer fra cirka 2000 f.v.t. og at den er beskrevet fra et sted sydligere end Grækenland og nordligere end Egypten, som ellers angives som det sted, hvor Aratos' kilde, astronomen Eudoxos fra Knidos, skulle have lært stjernebillederne.
Flere detaljer viser, at ophavet er de babyloniske figurer, men at de er gennemgribende revideret undervejs, tilsyneladende efter en overordnet plan. Det har været foreslået, at de oprindelige sumeriske stjernebilleder er tilpasset til brug for søfarende fra den minoiske kultur på Kreta.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.