Canis Major

Sirius og de øvrige klare stjerner i konstellationen Store Hund (Canis Major).

Af /Public domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 3.0

Sirius er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund og kendes derfor også som α Canis Majoris.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Sirius kommer af græsk seirios, måske 'den svidende, den funklende'.
Også kendt som

Canis Majoris, Hundestjernen

Sirius er sammen med de klare stjerner Betelgeuse i Orion og Procyon i Lille Hund del af den stjernegruppe, der kaldes Vintertrekanten.

Nattehimlens klareste stjerne

Sirius, der er nattehimlens klareste stjerne, har en tilsyneladende størrelsesklasse på −1,46. Dette skyldes til dels, at Sirius, ud over at være lysstærk i sig selv, også er en af de nærmeste stjerner med en afstand på blot 8,6 lysår fra vores solsystem.

Stjernens afstand og bevægelse

Over årene vil Sirius bevæge sig nærmere Solsystemet, hvilket betyder, at den stiger gradvist i lysstyrke. Om godt 60.000 år vil både stjernen og Jordens akse have flytte sig så meget, pga. Jordens præcession, at Sirius bliver polstjerne på den sydlige halvkugle.

Man forventer, at Sirius vil være den klareste stjerne på himlen de næste 200.000 år – bortset måske fra eventuelle supernovaer i vores galakse, Mælkevejen, der momentant vil kunne overstråle den.

Sirius A og Sirius B

Sirius er i virkeligheden en dobbeltstjerne. Hovedstjernen, Sirius A, er en blåhvid hovedseriestjerne af spektraltype A med en overfladetemperatur på omkring 10.000 °C. Den er cirka dobbelt så tung og 25 gange så lysstærk som Solen.

Hvid dværgstjerne

Den anden komponent, Sirius A's ledsagestjerne, kaldet Sirius B, blev forudsagt af F.W. Bessel i 1844 på baggrund af stjernens tilsyneladende slingren. Eksistensen af Sirius B blev bekræftet vha. observationer foretaget af Alvan Clark i 1862. Der er tale om en hvid dværgstjerne med en omløbstid på 51 år. Den vejer omtrent det samme som Solen, men har en overfladetemperatur på 25.000 °C.

Sirius i oldtiden

Sirius havde sin heliakiske opgang ved sommersolhverv omkring 3000 år f.v.t., og den blev dermed sat i forbindelse med Nilens årlige oversvømmelse og med sommerens hedeste dage, også kaldet hundedagene.

I flere kilder fra oldtiden omtales stjernen som rødlig, men et farveskift kan ikke forklares astrofysisk, og det skyldes måske i virkeligheden sproglige misfortolkninger eller poetiske greb, da stjernen som nævnt i nutiden er tydeligt blåhvid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig