Stjernerne i Plejaderne er forholdsvis unge, og resterne af den interstellare gas- og støvsky, de blev dannet af, kan tydeligt ses som en lysende blå tåge. Tågen lyser med reflekteret lys fra stjernerne, og farven skyldes, at blåt lys spredes mere effektivt af de interstellare støvpartikler. Stjernehobens klareste stjerne, Alcyone, ses nær midten. Fotografiet er optaget med teleskop; strålerne, der udgår fra stjernerne, og ringene omkring dem er optiske fænomener, som opstår i teleskopet.

.

Plejaderne er en åben stjernehob i stjernebilledet Tyren, der undertiden også går under navnet, Syvstjernen. Med det blotte øje kan man se seks stjerner, og under gunstige omstændigheder kan det være muligt at se helt op til ti. Anvendes et astronomisk teleskop kan man dog observere i hundredevis af stjerner.

Faktaboks

Etymologi

Navnet "Plejaderne" er afledt af det græske ord for "flerhed", pleias.

Også kendt som

Syvstjernen, de syv søstre

Dannelse af Plejaderne

Plejaderne blev dannet for i størrelsesorden 100 mio. år siden, befinder sig godt 440 lysår (136 parsec) fra Jorden og er domineret af klare blå kæmpestjerner, hvoraf flere er associerede med refleksionståger.

Hoben har en diameter på cirka 16 lysår og har en samlet masse, svarende til cirka 800 gange solens masse.

De klareste stjerner i Plejaderne

Den klareste stjerne i Plejaderne er Alcyone (eta Tauri), der har en tilsyneladende størrelsesklasse på 2,9 magnituder. Øvrige klare stjerne i hoben er Atlas, Elektra, Maia, Merope, Taygeta, Pleione, Celaeno og Asterope, der alle er kæmpestjerner af spektraltype B.

Stjernen Maia (20 Tauri) er prototypen på en bestemt klasse af variable stjerner med en afvigende grundsstofsammensætning, der refereres til som Maia-variable.

Plejaderne, der også bærer katalogbetegnelse Messier 45 (M45) er ikke et af de moderne 88 officielle stjernebilleder, men derimod en stjernegruppe, også kaldet en asterisme.

Det japanske navn på Plejadene er Subaru og bilmærket af samme navn gengiver stjernerne i sit logo.

Plejaderne – eller syvstjernen – i antikken

I antikken angav Plejadernes heliakiske opgang i maj høstens og sommerens begyndelse, mens nedgangen i november angav vinterens begyndelse og dermed sæsonstart for pløjning, udsæd og for skibsfartens ophør. Andre kulturer har på lignende vis brugt Plejaderne som kalender.

Plejaderne i den græske mytologi

Plejaderne optræder som stjernebillede hos den antikke græske digter Homer. Og ifølge digteren Hesiod er de i græsk mytologi syv døtre af Atlas og Pleione, de syv søstre. Under det næsten enslydende navn peleiaderne 'duerne' indgår de i myten om den store jæger Orion, som jagede flokken, der kun undslap ved at blive forvandlet af Zeus og sat op på stjernehimlen (se evt. katasterisme).

Navnene på de enkelte stjernepiger i Plejaderne går tilbage til den græske digter Aratos fra Soloi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig