• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordstjernen

Oprindelig forfatter OJKn Seneste forfatter PKN

Nordstjernen, α Ursae Minoris, Polaris, Polarstjernen, Cynosura, den klareste stjerne i Lille Bjørn. Nordstjernen er en cepheide med størrelsesklasse ca. 2,1; afstanden er ca. 430 lysår. En svagere ledsager med størrelsesklasse 9 kan ses i mindre, astronomiske teleskoper.

Nordstjernen befinder sig tilfældigvis tæt ved (ca. 1° fra) himlens nordpol set fra Jorden og er derfor velegnet til navigationsformål. Den står altid tæt ved den geografiske nordretning, og siden vikingetiden har man kendt til at finde sin geografiske bredde ved at måle Nordstjernens vinkel over horisonten.

Jordens præcession gør, at Nordstjernens position i forhold til nordpolen ikke er fast. Indtil ca. 2100 vil himmelpolen langsomt nærme sig Nordstjernen, hvorefter den fjerner sig igen. Tidligere har andre stjerner kunnet anvendes som nordstjerne, bl.a. Thuban i stjernebilledet Dragen, og om ca. 13.000 år vil Vega i Lyren være nordstjerne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole J. Knudsen: Nordstjernen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132750