Fomalhaut, (af arab. Fam al-hūt 'fiskens mund'), α Piscis Austrini, den klareste stjerne i stjernebilledet Sydlige Fisk, som kan ses lavt på efterårshimlen. Fomalhaut kommer kun ca. 4° over sydhorisonten set fra Danmark, men er alligevel klar nok (størrelsesklasse 1,2) til at kunne ses tydeligt. Stjernen er omgivet af en ring af koldt stof. I 2008 opdagede man med Hubble-teleskopet en planet, Fomalhaut b, lige inden for ringen; det er den første planet uden for Solsystemet, man har været i stand til at registrere i synligt lys. Fomalhaut b er en kæmpeplanet, sandsynligvis på størrelse med Jupiter. Fomalhauts afstand til Jorden er 25 lysår. Se også stjernenavne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.