Den russiske kosmonaut Aleksej Leonov foretog den 18. marts 1965 den første rumvandring nogensinde.

.

Rumvandring er astronauters og kosmonauters aktiviteter uden for rumkabinen i forbindelse med rumfærd. En teknisk betegnelse for rumvandringer er extravehicular activities, EVA, som også omfatter vandringerne i forbindelse med månelandingerne.

Rumvandring foretages i en rumdragt til beskyttelse mod temperatursvingninger på op til 250 °C, det tomme rum, mikrometeoroider og stråling fra rummet. Rumdragten skal også tillade astronauten at kommunikere med enten rumskibets besætning eller jordpersonalet direkte.

Før påbegyndelsen af en rumvandring åndes ren ilt i 30-40 min for at undgå dykkersyge på grund af det lavere tryk i rumdragten (ca. 1/3 atm).

Den første rumvandring

Den første rumvandring blev foretaget af russeren Aleksej Leonov den 18. marts 1965 fra en Voskhod 2-rumkapsel, og den første amerikanske rumvandring af Edward White (1930-67) den 3. juni 1965 i forbindelse med Geminiprojektet.

Rumvandringers varighed

Gennem en sluse kommer astronauten ud i rummet iført sin dragt. En rumvandring varer normalt 6-8 timer. I forbindelse med opbygningen af Den Internationale Rumstation, der begyndte i 1998, er ca. 850 timers rumvandring planlagt. Dette svarer til det samlede timeforbrug af alle amerikanske rumvandringer 1965-1999, hvoraf de 161 timer var på Månens overflade.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig