Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wernher von Braun

Oprindelig forfatter PNor Seneste forfatter Redaktionen

Wernher von Braun, 23.3.1912-16.6.1977, tysk-amerikansk raketingeniør, som spillede en afgørende rolle i udviklingen af raketter til civilt og militært brug; amerikansk statsborger fra 1955. Von Brauns indsats førte bl.a. til udviklingen af verdens største raket, Saturn V, som 1968-72 blev benyttet til de bemandede Apollo-opsendelser til Månen og i 1973 til opsendelse af den amerikanske rumstation Skylab.

Von Brauns interesse for raketter og rumfart opstod tidligt, inspireret af især Hermann Oberth, hvis assistent han blev i 1930. Von Braun blev ingeniør i 1932 og derefter optaget på universitetet i Berlin, hvor kaptajn W. Dornberger, som i 1930'erne i Tyskland var ansvarlig for den militære forskning i faststofraketter, foranledigede, at von Braun kom til at forske i flydende raketbrændstof; hans doktorgrad i fysik blev opnået i 1934.

I 1937 flyttede den tyske hær sit raketudviklingscenter til Peenemünde ved Østersøen med Dornberger som chef og von Braun som teknisk direktør. Dette førte i 1942 til udvikling af det langtrækkende ballistiske missil A-4, som af det tyske propagandaministerium blev benævnt V-2.

Annonce

Det var på von Brauns initiativ, at den tyske raketgruppe overgav sig til amerikanerne i slutningen af 2. Verdenskrig, og at det store arkivmateriale fra Peenemünde blev gemt væk og senere videresendt til USA, inden de sovjetiske tropper ankom.

Fra september 1945 genoptog von Braun og hans gruppe raketforsøgene i White Sands i New Mexico, USA, hvor de var internerede indtil 1950. I 1952 blev han teknisk direktør og senere chef for det amerikanske ballistiske våbenprogram i Huntsville, Alabama. Under hans ledelse udvikledes Redstone-raketten, som videreudvikledes til Jupiter-C, Juno og senere til Pershingmissilerne. Det var med Juno-raketten, at den første amerikanske satellit, Explorer 1, blev sat i kredsløb om Jorden den 31. januar 1958.

Efter oprettelsen af NASA fik von Braun ansvaret for udviklingen af Saturn-raketterne. I 1970 blev han overført til NASAs hovedkvarter i Washington. Von Braun forlod NASA i 1972, da han blev udnævnt til vicepræsident i Fairchild Industries Inc.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Norsk: Wernher von Braun i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50679