Swarm, (eng. 'sværm'), ESA-mission, som vha. tre ens satellitter studerer Jordens magnetfelt. Magnetfeltet dannes primært i Jordens ydre kerne, men er ikke en simpel magnetisk dipol. Der er områder med kraftigere og svagere feltstyrker, og polvandringen viser os at magnetfeltet ændres over tid. To af satellitterne flyver i formation i en bane med en højde på 450 km i begyndelsen, der efter 4,5 år er faldet til 300 km. Den tredje satellits bane har en anden inklination og en banehøjde på 530 km. Alle tre Swarm-satellitter blev opsendt i polære baner med den samme Rokot-løfteraket fra den russiske Plesetsk-kosmodrom 22.11.2013.

DTU-Space har udviklet vektormagnetometre og stjernekompasser, der er de vigtigste instrumenter på Swarm. De er placeret på en fire meter lang udfoldelig bom, fremstillet af umagnetisk kulfibermateriale. Danske forskere med erfaringer fra Ørsted-satellitten leder projektet.

Swarm er så fintfølende at instrumenterne kan tage højde for magnetfelter, der skyldes inducerede elektriske strømme i kappen, i ionosfæren og induktion på grund af havstrømmene.

ESA's hjemmeside om Swarm-missionen

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig