• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skylab 4

Oprindelig forfatter Lawa Seneste forfatter Lawa

Gerald P. Carr 'løfter' William R. Pogue med én finger. © NASA

Gerald P. Carr 'løfter' William R. Pogue med én finger. © NASA

Skylab 4, tredje og sidste besætning på rumstationen Skylab. Besætningen blev opsendt med en Saturn IB-raket 16.11.1973, og landede 8.2.1974 efter 1.214 kredsløb og 84 dage i rummet.

Lederen var Gerald P. Carr (f. 1932), mens William R. Pogue (1930-2014) var pilot. Oprindeligt skulle de begge have været til Månen med Apollo 19, men den blev aflyst. Det tredje besætningsmedlem var Edward G. Gibson (f. 1936), der var uddannet ph.d. fra CalTech. Han var videnskabsastronaut, og var med til at udforme Skylabs solobservatorium.

Ingen af astronauterne havde været i rummet før, men mission control forlangte at arbejdsskemaet blev fulgt, på trods af rumsyge. Skylab 4 udførte en 24-timers strejke i rummet. NASA lærte at tage hensyn til astronauterne, men ingen fra Skylab 4 fløj i rummet igen.

Annonce

Skylab 4's primære opgave var jordobservation, den sekundære var astronomiske observationer, mens den tertiære var rummedicin. En bonusobservation opstod, da kometen Kohoutek var i perihelium. Her kunne Skylab observere kometens fordampning, hvilket var interessant fordi man mente, at det var en "frisk" komet fra Oorts Sky.

Skylab 4 udførte 338 timers observationer af Solen i røntgen- og ultraviolet stråling med Apollo Telescope Mount, og fire rumvandringer på i alt 22 timer. En af hovedopgaverne var at udskifte filmkassetter på instrumenterne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Worm Andersen: Skylab 4 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=463261