Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skylab 3

Oprindelig forfatter Lawa Seneste forfatter Lawa

Skylab 3, anden besætning på rumstationen Skylab. Besætningen blev opsendt med en Saturn IB-raket 28.7.1973, og landede 25.9.1973 efter 858 kredsløb og 59,5 dage i rummet.

Lederen var Apollo 12-veteranen Alan L. Bean, mens Jack R. Lousma (f. 1936) var pilot. Sandsynligvis skulle Lousma have været til Månen med Apollo 20, men den blev aflyst. Det tredje besætningsmedlem var Owen K. Garriott (f. 1930), der var uddannet ph.d. fra Stanford University. Han var NASA's tredje videnskabsastronaut i rummet.

Arabella. © NASA.

Arabella. © NASA.

Skylab 3 havde desuden to ottebenede besætningsmedlemmer; hjulspinderne Arabella og Anita (art: Argiope aurantia), der efter adskillige forsøg fik spundet perfekte edderkoppespind i vægtløs tilstand.

Annonce

Skylab 3 havde problemer med Apollo-kapslens styreraketter, så en redningsmission med en Apollo-kapsel med plads til fem mennesker blev kørt i stilling. Problemet blev løst, før redningsmissionen blev opsendt.

Skylab 3-besætningen opsatte en ekstra solskærm, som kompensation for det skjold, der gik tabt ved opsendelsen af Skylab. Skylab 3 udførte tre rumvandringer på i alt 13 timer og 43 minutter.

Skylab 3's primære opgave var solobservation, den sekundære var rummedicin, mens den tertiære var jordobservation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Worm Andersen: Skylab 3 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=463262