Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sputnik

Oprindelig forfatter AHorn Seneste forfatter Redaktionen

Sputnik Verdens første satellit, Sputnik, der blev sendt i kredsløb om Jorden i 1957.

Sputnik Verdens første satellit, Sputnik, der blev sendt i kredsløb om Jorden i 1957.

Sputnik, serie af sovjetiske satellitter. Sputnik 1, der blev opsendt 4.10.1957 fra Bajkonur i Sovjetunionen, var verdens første kunstige satellit i omløb om Jorden. Den kuglerunde satellit (diameter 58 cm) vejede 84 kg og sendte radiosignaler til Jorden i 21 dage. Resultaterne blev bl.a. benyttet til studier af atmosfæren. Efter tre måneder i rummet faldt den ned i atmosfæren igen og brændte op.

Det var en stor overraskelse for den vestlige offentlighed, at Sovjetunionen kunne præstere så fremskreden raketteknik. I USA opstod en udbredt frygt for at blive overhalet teknologisk af Sovjetunionen, og som følge heraf skete der i de følgende år en voldsom udbygning af undervisningen i matematik og naturvidenskab i skolerne.

Ordet sputnik er russisk og betyder 'følgesvend, satellit', egl. 'medrejsende', afledn. af put 'vej'.

Sputnik. Rumhunden Laika i den specielle kabine i Sputnik 2, opsendt 1957.

Sputnik. Rumhunden Laika i den specielle kabine i Sputnik 2, opsendt 1957.

Sputnik 2, opsendt 3.11.1957 fra Bajkonur, var den første satellit, der medbragte et levende væsen. Det var hunden Laika, som dog døde om bord på satellitten efter ca. en uge i rummet; på den tid havde man ikke udviklet metoder til at lande en satellit igen. Sputnik 2 vejede 508 kg og faldt ned efter knap seks måneder i rummet. En Sputnikopsendelse 27.4.1958 mislykkedes og nåede ikke den rigtige bane. Sputnik 3 var ubemandet, opsendt 15.5.1958 fra Bajkonur. Den vejede over 1,3 t og målte bl.a. på Jordens magnetfelt, Jordens ydre atmosfære samt rummet umiddelbart uden for Jorden. Den sendte data til Jorden i næsten to år.

Annonce

Inden man risikerede de første kosmonauter i kredsløb blev rumkapsler med hunde og dukker opsendt under navnet Korabl Sputnik (sputnik-skibe). Vostoks varmeskjold og katapultsæde blev specielt afprøvet.

Flere andre sovjetiske satellitter er siden blevet kaldt Sputnik i Vesten, fx nogle af Kosmos-, Venera- og Luna-satellitterne samt Jurij Gagarins Vostokfartøj, især i perioden 1960-63. I 1997, på 40-årsdagen for Sputnik 1, udsatte russerne fra Mir Sputnik 40, der var en miniatureudgave af den oprindelige. Året efter udsatte man Sputnik 41, også fra Mir.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Hornstrup: Sputnik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163726