OGO, Orbiting Geophysical Observatory, seks satellitter, der blev opsendt 1964-69 af NASA til udforskning af Jordens ionosfære og magnetosfære. De havde instrumenter til at måle magnetfelter, elektrostatiske og elektromagnetiske bølger, elektron- og iontæthed, kosmisk stråling og de energirige partikler, der forårsager nordlys. OGO 2, 4 og 6 var i lave, polære baner, mens OGO 1, 3 og 5 var i excentriske baner med ca. 30° hældning mod ækvatorplanet. OGO gav vigtige videnskabelige oplysninger om magnetosfæren og ionosfæren.