© NASA. Et af Genesis' fem kollektorplader bestående af 54-55 sekskanter i 15 forskellige materialer, fx aluminium, safir, kvarts, germanium, guld og diamantlignende amorft kulstof.

.
Licens: Brukerspesifisert

Genesis, amerikansk rumsonde, der indsamlede partikler fra solvinden og returnerede med dem til Jorden. Genesis blev opsendt 8.8.2001 og begyndte i december 2001 indsamlingen af partikler fra Lagrangepunktet L1 mellem Solen og Jorden i en afstand af ca. 1,5 mio. km fra Jorden. Sonden passerede 8.9.2004 Jorden igen, og beholderen med partikler blev sendt ned med faldskærm. Desværre foldede faldskærmen sig ikke ud, og sonden landede med en hastighed på 311 km/h. Trods det ublide nedslag overlevede tre af de fire videnskabelige segmenter, og et katalog over de mere end 10.000 dele er udarbejdet til videre analyse. Analysen af solvindspartiklerne forventes at give vigtige oplysninger om det tidlige Solsystems sammensætning. Genesis er en del af Discovery-programmet.

Genesis havde fem kollektorplader, der hver bestod af 54-55 sekskanter. Disse sekskanter var fremstillet i 15 forskellige materialer af uhørt renhed. Safir (Al2O3) indsamlede natrium, mens kvarts (SiO2) ikke kunne indsamle natrium, men mange andre ioner bl.a. magnesium. Andre sekskanter var fremstillet af aluminium, germanium, guld og diamantlignende amorft carbon. På 29 måneder indsamlede kollektorpladerne 0,4 milligram ioner. To af kollektorpladerne blev anvendt til den normale solvind, og de tre andre blev anvendt ved koronale masseudkastninger (CME).

Efter afleveringen af returkapslen er Genesis vendt tilbage til L1 og er gået i dvale.

http://genesismission.jpl.nasa.gov/gm2/spacecraft/flight.html#WafersandCollectors

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig