Hertzsprung-Russel diagrammet observeret af GAIA satelitten.
Af /Gaia Data Processing and Analysis Consortium (DPAC).
Licens: CC BY SA 3.0

Gaia, rumteleskop opsendt af det europæiske rumagentur ESA med en russiskbygget raket fra Kourou i Fransk Guyana 19.12.2013. Gaia er en astrometrisatellit, der skal måle stjernernes nøjagtige positioner på stjernehimmelen. Den er en efterfølger til Hipparcos-satellitten, der målte 118.218 stjerner i perioden 1989-93. Begge satellitter er designet af den danske astronom Erik Høg.

Faktaboks

Etymologi
Oprindelig var navnet et akronym: Global Astrometric Interferometer for Astrophysics. Gaia var den græske gudinde for Jorden.

Gaia anbringes i Lagrangepunkt 2, der er 1,5 mio. km fra Jorden i modsat retning af Solen. Der har ESA i forvejen sendt andre rumteleskoper til, fx Herschel og Planck.

Gaias kredsløb om Solen gør, at nære stjerner ser ud til at flytte sig i forhold til baggrundsstjernerne. Denne parallakse udnyttes til at finde afstanden til stjernerne. Stjernernes egenbevægelser i den roterende Mælkevej kan opdeles i radialhastigheder og tangentialhastigheder. Førstnævnte måles nemt ved hjælp af dopplereffekten, mens tangentialbevægelsen kræver målinger over flere år. Endelig kan Gaia måle stjerners eventuelle slingrende baner, der skyldes tunge exoplaneter. Gaia forventes også at opdage ekstragalaktiske supernovaer, samt ikke-stellare objekter, ligefra asteroider i vores solsystem til fjerne kvasarer.

Der er i første omgang bevilget penge til fem års observationer af en mia. stjerner, hvilket vurderes at være ca. 1% af Mælkevejens stjerner, men hvis Gaia stadig fungerer, vil missionen kunne forlænges yderligere. Hver stjerne får i snit bestemt sin position 70 gange. Andre instrumenter på Gaia måler stjernernes lysstyrke, og et spektrometer måler grundstofsammensætning og radialhastighed.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig