Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ExoMars

Oprindelig forfatter Lawa Seneste forfatter Lawa

ExoMars, marsprogram i samarbejde mellem den europæiske rumorganisation ESA og det russiske Roskosmos. ExoMars-programmet består af to rumsonder.

ExoMars 2016

14.3.2016 opsendtes den første rumsonde i ExoMars-programmet af en russisk Proton-raket fra Bajkonurkosmodromen. Rumsonden består af kredsløbsfartøjet Trace Gas Orbiter (TGO) og landingsmodulet Schiaparelli, opkaldt efter den italienske astronom Giovanni Schiaparelli (1835-1910) der observerede Mars og blev kendt for sine markante linjer (canali) på marsoverfladen.

19.10.2016 når rumsonden Mars. Tre dage før kobles Schiaparelli fra og lander i Meridiani Planum (en hæmatitslette hvor NASA’s marsrobot Opportunity kører rundt) i støvstormssæsonen. De meteorologiske instrumenter er i brug under nedturen og efter landingen skal den støvrige luft analyseres. Schiaparellis batterier forventes at virke i otte marsdage.

Annonce

TGO skal gå i et 400 km højt kredsløb. Den europæiske Mars Express opdagede metan i marsatmosfæren, og TGO har instrumenter med til at spore kilderne til metanet. Den har også et optisk stereokamera til at finde egnede landingssteder for fremtidige landingsfartøjer.

ExoMars 2018

I maj 2018 skal den anden rumsonde i ExoMars-programmet opsendes med en Protonraket. ExoMars Rover er en sekshjulet, soldrevet robot på 200 kg. Det vigtigste instrument er et 2 meter langt bor til at hente prøver op med. Den ultraviolette stråling på Mars er hård ved livsformer, så dernede er der større sandsynlighed for at finde eventuelt marsiansk liv. Roskosmos skal bygge kapslen med varmeskjoldet, og ESA skal bygge robotten og den del af rumsonden, der er aktiv på rumflyvningen mellem Jorden og Mars.

ESA’s hjemmeside om Trace Gas Orbiter.

ESA’s hjemmeside om Schiaparelli.

ESA’s hjemmeside om ExoMars Rover.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Worm Andersen: ExoMars i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=508159