Faktaboks

Gus Grissom
Født
3. april 1926
Død
27. januar 1967

© NASA. Virgil I. "Gus" Grissom 21.7.1961 kort før opsendelsen af Liberty Bell 7.

.

Gus Grissom, Virgil Ivan Grissom, 3.4.1926-27.1.1967, amerikansk astronaut. Han var en af de såkaldte Mercury Seven-astronauter udvalgt i 1959 til det amerikanske Mercury-program. Grissom var med i tre forskellige NASA-projekter: Mercury, Gemini og Apollo, selvom han aldrig fløj i det sidste.

Grissom var med Mercury-Redstone 4 den anden amerikaner i rummet. Flyvningen var en suborbital flyvning, der varede 15 minutter og 37 sekunder. Kort efter landingen i havet sprang lugen til kapslen, Liberty Bell 7, op, så det indtrængende havvand gjorde den for tung at løfte for helikopteren. Man måtte opgive kapslen og lade den synke til bunds. I 1999 bjærgede man dog kapslen fra 4,5 km dybde. Der var på sin tid en mistanke om, at Grissom havde fejlbetjent lugen pga. søsyge; han blev dog frifundet af en undersøgelseskommission.

23.3.1965 fløj Grissom også med Gemini 3, den første bemandede flyvning i Geminiprojektet. Han var sammen med John Young, og flyvningen varede 4 timer og 52 minutter.

27.1.1967 omkom Gus Grissom om bord på Apollo 1 ved en katastrofal brand under en kommunikationsøvelse på startrampen. Under branden omkom også astronauterne Ed White og Roger Chaffee. Grissom blev posthumt tildelt Congressional Space Medal of Honor af præsident Jimmy Carter i 1978.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig